krejslerDOTcom

En interessevækkende artikel på Scientific American har åbnet mine øjne op for det faktum, at jeg har levet i total uvidenhed. Det handler om levende organismers overlevelsesmuligheder, ude i rummets vakuum og ekstreme kulde.

Min egen begejstring og kærlighed for science fiction genren, har ført til en ukritisk tilegnelse af fejlagtig viden. Men det er ikke det værste, for denne fejlviden har ligget så dybt i mine mentale skemaer, at de er blevet videreformidlet uden yderligere refleksion.

Det vil sige at jeg, i mit virke som folkeskolelærer, har overført mine egne barnagtige fejlforestillinger, (science fiction uden noget naturvidenskabeligt belæg) til sagesløse og uskyldige elever.

Jeg har altid haft en forestilling om at hvis et menneske blev smidt ud i rummet, så ville det være ensbetydende med den visse død. En død hvor kroppen nærmest eksploderer, for kort tid derefter at fryse til is. Lidt ligesom en dybhavsfisk som bliver trukket op fra dybet, dens indre organer er typisk blevet helt ødelagt. De indre organer er i overgangen fra højt tryk til lavt tryk, ekspanderet voldsomt og derefter eksploderet.

Men dyreforsøg og menneskelige uheld har bevist, at det faktisk er muligt at overleve i flere minutter ude i rummet. Du kan på denne side teste hvor længe du ville overleve ude i rummet.

Dyreforsøg har vist at hunde kan overleve op til 90 sek. hvis de er udsat for nær vakuum lignende tilstande, så døden er altså ikke øjeblikkelig. Hundene blev hurtigt bevidstløse og gas fra deres tarme og maver medførte opkastning, vandladning og kraftig opsvulmning. Deres tunger ofte var belagt med is. Efter 2 minutter i nær-vakuum døde hundene.
Forsøg med chimpanser har vist at de kan klare længere tid i nær-vakuum. Forskerene har konstateret at chimpanser kan overleve op til 3,5 minutter.

En ulykke i et vakuumkammer på Johnson Space Center i Houston, udsatte en teknikker for nær-vakuum og han mistede bevidstheden efter 12- 15 sek. Det sidste han husker er at vandet på hans tunge begyndte at koge.

Videnskabsmagasinet New Scientist skriver i dag, at en kæmpe asteroide har store chancer for at ramme jorden.

Asteroider er klippestykker i en størrelse, hvor de ikke længere kan klassificeres som meteoroider. De kan være alt fra store klippestykker (> 50 m i diameter) til små planeter, som f.eks. Ceres på 950 km i diameter.

Asteroiden 1999 RQ36 som nu anses for at være farlig, var ellers tidligere blevet beregnet til ikke at være en trussel. Men nye beregninger har vist, at asteroiden vil ramme jorden med sandsynligheden 1 til 1400.

Eksperterne har vurderet 1999 RQ36 til at være 560 m i diameter og beregninger estimerer hastigheden til 12,9 km/s.

Sammenstødet vil lave et krater på 1454 m i diameter.

Hvad vil der mon ske, hvis den rammer København?

Det kan man faktisk beregne, for der findes flere simulatorer på nettet. Jeg foretrækker denne her “Impact Calculator“.

Lad os prøve at lave en asteroide sammenstøds simulation. Vi antager at asteroiden rammer jorden med en vinkel på 45 grader og at den er opbygget af en hård bjergart. Den er som tidligere nævnt, 560 m i diameter og bevæger sig med 12,9 km/s.

Resultatet er rystende… Asteroiden vil jævne hovedstadsregionen med jorden.

Kollisionen vil udløse et jordskælv, som kan måles til 7 på richterskalaen. Den vil lave et krater som er 454 m dybt og 1.454 m i diameter.

Herude på vestegnen hvor jeg bor, ca. 20 km fra Københavns centrum, kan man regne med at:

Tøj vil antænde og det meste af kroppen vil få 3. gradsforbrændinger. Løvtræer og græs vil antænde. Huse vil styrte sammen og broer vil kollapse. 90 % af alle træer vil være blæst omkuld og de som står tilbage, vil være strippet for grene og blade.

Det lyder ikke særligt godt, men der er heldigvis lang tid til, for det sker først en gang mellem år 2169 and 2199…

Credit to the author: Dr. Svend Buhl, www.meteorite-recon.com

Så blev Danmark igen lyst op af en meteor, og igen gik det min næse forbi. Jeg går ellers altid rundt med næsen i sky, og håber på at se et eller andet spændende.

Fænomenet indtrådte i går lørdag d.17.01.2008 kl. cirka 20:15.

Meteoren fløj over syddanmark og oplyste den ellers mørke januar himmel, med blågrønne nuancer. Det flotte lysshow blev efterfulgt af et ordenligt brag.

Når meteoroider flyver ind i jordens atmosfære, så er sker der med overlydshastighed, hvilket forklarer den tordenagtige rumlen som fulgte efter meteoren.

Meteoren blev fanget på film af et overvågningskamera. Se klippet her.

Eksperterne arbejder nu med, at samle øjenvidneforklaringer, så de kan kortlægge meteorens rute, og derefter lokalisere eventuelle meteoritter.

Læs evt. andre artikler tagget med meteor.

Opdatering: Eksperterne konkluderer at meteoren er landet i Østersøen, så med mindre at du har et dykkercertifikat og en meget god metal detektor. så er der ingen grund til at lede meteoritter.

Jeg faldt lige over en artikel på DiscoverMagazine.com, hvor det fremgår at en svensk forsker har filmet en elektron. Så tænker jeg, en elektron?!? Vi snakker om en elementarpartikel som vejer ca. 9,109 × 10^-31 kg. og har en diameter på ca. 2.818 × 10^-15 meter. Partikler som er så uendelig små, kan man da umuligt filme, eller jo, det kan man altså godt, og det er endda en gammel nyhed, tilbage fra februar 2008. Videnskabsmanden bag projektet “Johan Mauritssonved” ved ikke helt hvad vi skal bruge hans opdagelse til, men det har i hvert fald rykket en grænse for hvad der er muligt.

Elektronfilmen er meget kort, og for at vi kan se den, har man sænket hastigheden betydeligt. Faktisk taler vi her om en langsom gengivelse, hvor man har bremset filmen en milliard milliarder gange (Det hedder et attosekund). Det er et ubegribeligt tal som jeg lige vil sætte i perspektiv.

Universet er omkring 14 milliarder år gammelt, hvilket svarer til, at der er gået ca. 400 millioner milliarder sekunder siden universet opstod. Der er over 1000 millioner milliarder attosekunder på et sekund, så der er mere end dobbelt så mange attosekunder på et sekund, end der er sekunder i universets 14 milliarder år lange liv.

For at lave denne film har forskerne udviklet en fototeknik, hvor de bruger en laser som pulserer med ultrakorte lysglimt, hvor hvert lysglimt varer et attosekund. En elektron er 150 attosekunder om at fuldføre sit kredsløb omkring et hydrogenatom.

Elektronen som ses på filmen herover er fanget lige efter den er blevet adskilt fra sit atom. Filmen varer dog kun tre sekunder, så det er et loop vi ser.

(foto: NASA)

Månen vil skinne særligt kraftigt i denne weekend. Dette skyldes at månens kredsløb er elliptisk, hvilket med andre ord betyder, at månens afstand til jorden varierer. Når månen i sit kredsløb, er nærmest jorden, så er den 50.000 km tættere jorden (Perigæum), end når den er er længst væk (Apogæum). Afstanden til jorden varierer mellem ca. 356.000 km. og 406.000 km.

I dag lørdag d. 10.01.2009 vil månen være ved perigæum, hvilket bevirker at månens diameter er 14 % større og den vil lyse 30 % kraftigere, hvis man sammenligner månen ved apogæum. Se et sammenlignings foto her.

Når månen er så tæt på jorden, mon så ikke at vi kan forvente et ordenligt jordskælv?

NASA har offentliggjort et nyt billede af Mælkevejen.

Mælkevejens centrum (Foto: NASA/ESA)

Dette smukke foto er sammensat af billeder fra rumteleskoperne Hubble og Spitzer. Det vi ser, er Mælkevejens centrum og der er hele 300 lysår, fra den ene side til den anden. Mælkevejens diameter er 100.000 lysår, så det er under 1/300 del af galaksen vi ser. Du kan se billedet i høj opløsning her.